Delta Indledning
Skandinaviens ældste bluesband gjorde sensationelt comeback ved årets Copenhagen Blues Festival i 2008. Bandet anses som nogle af de vigtigste grundlæggere af blues-scenen i Danmark tilbage i tresserne. I den senere udgave som Delta Cross Band fik de kæmpe succes i firserne. I forbindelse med Copenhagen Blues festival mente de gamle drenge, at det kunne være sjovt at samle bandet igen, idet det da var 40 år siden, det hele startede.
I spidsen for bandet stod Danmarks Mr. Blues: Troels Jensen, som desværre i 2020, gik alt for tidligt bort.
Nu i 2022 præsenteres publikum imidlertid for en ny og udvidet udgave af orkestret. Bandet har fået forstærkning af pianisten Henning Verner og Danny Linde aka ”Dee Boy Junior” (Zididada mfl.), der i mange år har haft Troels som sin gode ven og inspirationskilde.
Mundharperne spilles af mesteren selv: Jørgen Lang. Bag trommerne finder man den erfarne og vidt berejste Asmus Jensen. På Bas og vokal, møder man den navnkundige og meget benyttede session-musiker Knut Henriksen. Og på Guitar har man stadig Troels Jensens gamle ”sideman” siden 68, Thomas Puggaard-Müller, der i 2008 havde sit comeback på den danske blues-scene. Der spilles solid, velspillet og meget kompetent musik, der kommer langt ud i alle kroge af bluesmusikken.
Delta Blues Band 2025
Delta Blues Band har eksisteret siden 1960’erne, og regnes som Skandinaviens ældste
bluesband. Bandet har gennem tiden optrådt i mange forskellige udgaver, men altid med
den gamle Bluesman Troels Jensen der i 1966 startede bandet sammen med Thomas
Puggaard-Müller, der stadig i dag spiller med gruppen.
I 2008 fik bandet sit ”comeback” på den Skandinaviske bluesscene og blev igen
eftertragtet på mange bluesfestivaller i Norden.
Efter Troels Jensens bortgang i 2020, fik gruppen i 2021, forstærkning af pianisten
Henning Verner. I 2022 sluttede Troels gamle ven, Danny Linde sig til bandet. Med denne
nye tilføjelse har Delta Blues Band med succes spillet mange koncerter rundt om i
Danmark.
I 2024 mistede Delta desværre også bandets mundharpespiller Jørgen Lang. Delta Blues
Band fortsætter trods alt stadig og har lejlighedsvis forskellige virkeligt gode
mundharpespillere i besætningen. Bandet består af erfarne, dygtige musikere med hver
deres lange historie. De besidder en sjælden dynamik der uundgåeligt appellerer, når de
er på scenen og spiller live.
Den 22 august, går turen til Bluesnight Randers hvor Bandet giver koncert kl. 20.00.s

